Ja, den handler om film, hvad mere kan jeg sige? Ej, den her blog er hverken en guide eller facitliste for noget som helst. Det er et sted, hvor du helt uforpligtende har mulighed for at læse lidt om film, nye som gamle. Det skal gøres klart, at anmeldelserne og listerne er lavet ud fra og indeholder mine egne subjektive holdninger, som alle andre anmeldelser jo gør. Du behøver derfor ikke at være enig i det, jeg skriver. Tværtimod. Bloggen skal nemlig også åbne op for debat, eller bare en hyggelig snak, om det vi er herinde for og det, som vi alle godt kan lide, nemlig film. Derfor skal du være mere en velkommen til dele din holdning på facebook. Der vil ikke være mulighed for debat her på siden, alt debat foregår i kommentarsporet til det relevante opslag på facebooksiden.
Når det så er sagt, så har jeg også lavet denne blog for, at filmelskere som dig og mig kan få et andet perspektiv på filmene en blot anmeldernes mening. For de uddannede og professionelle anmeldere ser filmene på en lidt anden måde end vi gør, og de vurderer ud fra nogle lidt andre kriterier. Det kan man også se på Kinos hjemmeside, hvor brugernes og anmeldernes top 10 sjældent er ens. Ligesom anmelderne vil jeg forsøge at gå lidt analytisk til værks, for sådan ser jeg også film, men jeg vurderer primært ud fra, om jeg synes filmene er underholdende og spændende. For det er efter min mening primært det, en film skal. Være underholdende og spændende. Jeg vil altså gerne hjælpe dig til at vurdere, om den her film er værd at bruge penge på, for det er ikke altid til at vide ud fra en professionel anmeldelse.
Alle har forskellig smag indenfor film. Vi er ikke alle enige om, hvad der er godt. Det er også derfor jeg i starten skrev, at dette ikke er en guide eller facitliste for noget som helst. Så når jeg anbefaler at tage i biografen og se en film, er det ikke sikkert, at du er enig i den anbefaling, hvilket du nok først finder ud af, efter du har set filmen og brugt de omkring 100 kroner plus en cola til samme pris. Så for at give et bedre grundlag til at vurdere, om den her film måske er noget for dig, vil jeg lave en liste over mine top 10 film og kort fortælle, hvilke typer film der plejer at falde i min smag. Og jeg kan afsløre, at jeg er enig i mange af de film, som findes på IMDb’s top 250.
Derudover kan du nedenfor læse lidt mere om, hvem jeg er, hvis det har interesse. Det kan måske hjælpe dig til at vurdere, om vi har samme smag i film, eller om jeg overhovedet er en, du gider bruge tid på at læse noget af.
Hvem er jeg?
Jeg er 23 år og fra Aarhus. Så er det godt, så’ det på plads, så’ det af vejen. Jeg er netop blevet færdig på tredje semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor jeg til dagligt læser til journalist. Eller, det vil så sige, at det gør jeg ikke helt, for det var meningen, at jeg skulle starte i praktik nu her, men da der ikke var pladser til alle, og jeg trak en nitte, har jeg nu besluttet mig for at give mig i kast med den her blog. Jeg har længe godt kunne tænke mig at starte en blog om film, og da en nitte på Journalisthøjskolen betyder et halvt års orlov, har jeg nu endelig tiden til det. Derfor vil det meste af min tid det næste halve år gå på at tage i biografen samt skrive om det, jeg ser.
Hvorfor lige film? Egentligt ikke af nogen særlig anden grund end at jeg elsker film. For mig er film en kunstart på sammen måde som malerier og skulpturer, og jeg synes film er den absolut bedste og mest gribende form for underholdning. Da jeg var lille så jeg mange film, fordi jeg nemt blev grebet af dem. Det handlede bare om at opleve den her spænding, som nogle film kan give. Og jeg så, hvad end der lige var i fjernsynet. Med årene har tingene naturligvis udviklet sig, og jeg har fået en mere specifik smag for film og sætter nogle andre krav samt ser dem på en lidt anden måde, end da jeg var bette. Nå, nu endte det vist med at blive en rimelig lang omgang, så jeg må hellere holde her. Hvis du stadig læser med helt hertil, er jeg imponeret og taknemmelig og ønsker endvidere god læselyst med resten af bloggen.
Tak, og jeg håber, vi kan få en god debat på facebook, så vi alle kan blive lidt mere beriget på emnet.