’Dunkirk’ fortæller den virkelige historie om 400.000 soldater omringet af tyskerne i 1940. Isoleret og forsvarsløse på en strand ud for den franske by Dunkerque kan de ikke gøre andet end at håbe på, at hjælpen vil komme til dem.

Af Martin Schmidt Jørgensen

’Dunkirk’ er med flere længder den film, jeg har set mest frem til i 2017, og det er udelukkende på grund af filmens instruktør. Jeg synes, Christopher Nolan er en af de største instruktører lige nu, hvis ikke den største. Alle hans film er storslåede mesterværker, og de er efter min smag nogle af de bedste overhovedet. Derfor gør det også ondt at indrømme, at ’Dunkirk’ hører til blandt hans dårligere film. Men det siger ikke så lidt. For selvom ’Dunkirk’ ikke rammer samme niveau som Nolans tidligere film, så er den stadig god.

Inden vi kommer for godt i gang, er jeg nødt til at informere om, at den her anmeldelse bliver en smule anderledes end ellers. Jeg har nemlig et stort problem, som jeg ikke har oplevet med andre film. Og problemet er, at jeg virkelig ikke ved, hvad jeg synes om den. Jeg er splittet, og de sidste mange dage har jeg grublet over, hvad jeg egentlig synes om den og hvorfor. Mit dilemma er som følger: Som jeg allerede har nævnt, så er jeg ikke i tvivl om, at ’Dunkirk’ er dårligere end et flertal af Nolans film. Men om vi er helt nede i fire stjerner og det, der svarer til en almindelig god film, eller om det faktisk er en fremragende film, der skal have fem stjerner, det har jeg ualmindelig svært ved at afgøre. Min tvivl kommer hovedsageligt af, at jeg er skuffet over, at filmen ikke lever op til mine nok lidt for høje forventninger.  Så om det er min skuffelse over, at det ikke er en ny ’Inception,’ der lægger et slør over filmens sande kvalitet og min dømmekraft, eller om det ganske enkelt ikke er nogen ekstraordinær film, det har jeg svært ved at afgøre. Nedenfor vil jeg prøve at gøre rede for mit rod af tanker om filmen, som forhåbentligt kan gøre både dig og mig lidt klogere på den.

Lad os starte med alt det gode. Først og fremmest, så er det en utrolig flot film. Sceneriet er overvældende, og det er smukt filmet. Inden der var gået fem minutter, fortrød jeg, at jeg ikke havde brugt de ekstra penge på IMAX, som jeg tror i højere grad yder retfærdighed til det arbejde, der er lagt i filmens lyd og billeder. Eksplosionerne og kampscenerne er nogle af de flotteste, mest medrivende og mest frygtindgydende, jeg har set i en krigsfilm. Samtidig kommer man hele følelsesregisteret igennem. Man føler og oplever soldaternes glæde, sorg, frygt og forløsning. Derudover har filmen en helt utrolig spændingsopbygning hele vejen igennem. En spændingsopbygning, som kun Nolan kan præstere, og som han er verdensmester i.  Og endnu engang er det med musik af Hans Zimmer, der som altid leverer. Men modsat meget andet af Hans Zimmers arbejde, er det her ikke musik, man kan lytte til når og hvor som helst. Soundtracket til ’Dunkirk’ er i højere grad tilpasset til filmen, det vil sige at det står lidt mere i baggrunden end ellers, og skaber ikke filmen på sin egen karakteristiske måde. Derfor er det heller ikke lige så iørefaldende og magisk som musikken i eksempelvis ’Interstellar’ og ’Inception.’

Nolan forsøger at bygge spændingen op og gribe fat i seeren fra første øjeblik, og han har ikke tænkt sig at give slip før filmen er slut. I samarbejde med musikken forsøger han at gøre det ved at dele filmen op i tre dele, så vi på skift følger soldaterne på stranden, piloterne i luften og bådene på havet. Og især det, der foregår i luften, er virkelig godt. Men den her tredeling minder om noget, han har lavet før. Nemlig i ’Inception,’ hvor vi befinder os i de tre drømmestadier, der alle bliver et kapløb med tiden. Princippet er det samme i ’Dunkirk,’ men det har ikke helt samme effekt, som det havde i ’Inception.’ Jeg tror, det er fordi, det bliver for meget. Den her gang forsøger han at gøre det igennem hele filmen, og allerede fra første øjeblik skaber han det maksimale spændingsniveau hos seeren. Det forsøger han at fastholde hele filmen igennem, men det virker ikke helt. Jeg blev en smule immun overfor den konstant høje spændingskurve. Man kan ikke holde vejret igennem en hel film, man er nødt til at puste ud en gang imellem også. Men det får man ikke lov til i ’Dunkirk,’ og det gav bagslag for mig. I hvert fald var jeg ikke helt oppe at ringe, som jeg var det i netop ’Inception.’ Den her spændingsopbygning skal så udløbe i en stærk forløsning/klimaks, men heller ikke det havde helt den effekt, som det nok var tiltænkt. Blandt andet fordi spændingsopbygningen var blevet lidt for langtrukken, men også fordi selve klimakset/forløsningen virkede en smule utroværdig. Hvilket den ikke burde, da det er en sand historie, og mit bud på årsagen til det er, at der er et lille problem med formidlingen, der skaber forkerte forventninger hos seeren. Jeg kan ikke rigtig komme nærmere ind på det uden at spoile noget, så gå ind og se den, og vurdér selv.

Der er to ting, der adskiller den her film meget tydeligt fra Nolans andre film. Det ene er, at ’Dunkirk’ ikke er fiktion og dermed ikke en verden, Nolan selv har skabt, hvilket det er i alle hans andre film. Det andet er, at den ikke har en decideret hovedperson. En stærk og tydelig hovedperson er med til at skabe en bedre kontakt til seeren, men i ’Dunkirk’ er det et bevidst fravalg fra Nolans side. Han vil gerne vise den store, overordnede fortælling om det, der skete på stranden. Derfor kommer vi ikke helt tæt på personerne, og den manglende kontakt til en karakter, der udvikler sig gennem filmen, kan være med til, at man som seer ikke helt falder pladask for den. Netop fordi der mangler noget konkret, man kan forholde sig til. Et forhold til en hovedperson, som betyder noget. Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide det eller ej, men hvorfor Nolan har gjort, som han har, er meget forståeligt og giver god mening. Det har bare også en konsekvens.

For at opsummere, så tror jeg, at jeg er nået frem til, at ’Dunkirk’ faktisk er en fremragende film. Det lyder måske lidt mærkeligt, når tonen igennem hele anmeldelsen overvejende har været negativ, men det er kun fordi, jeg håbede og forventede mig mere af verdens nok bedste instruktør. Det er stadig en rigtig god film. Og efter mange grundige overvejelser sniger ’Dunkirk’ sig lige akkurat op på fem stjerner. At jeg kan være skuffet over en så god film vidner også om, hvor højt Nolan har sat barren for, hvad der forventes af ham. Jeg kan klart anbefale at tage ind og se ’Dunkirk,’ og hvis man har råd, vil jeg anbefale at gøre det i IMAX eller i 70MM, for lyden og billederne er helt fantastiske.

nocturnal-animals

Funfact: Christopher Nolans løn lyder på 20 mio. dollars, og han får yderligere 20% af filmens indtjening. Det gør ham til den højest betalte instruktør nogensinde sammen med Peter Jackson, der fik det samme i 2005 for filmen ’King Kong.’

Premiere: 20. juli

Instruktør: Christopher Nolan

Medvirkende: Fionn Whitehead, Damien Bonnard, Aneurin Banard, Barry Keoghan, Mark Rylance, Tom Hardy m.fl.