‘Get Out’ er en gyserfilm om den unge sorte mand Chris, der skal besøge sin svigerfamilie for første gang. Han er meget nervøs inden mødet, mest af alt på grund af sin hudfarve, men det viser sig ikke at være et problem. Alligevel begynder der at ske mærkelige ting, som weekenden skrider frem.
Af Martin Schmidt Jørgensen
’Get Out’ er instruktøren Jordan Peeles første spillefilm, og hvis det her er standarden for fremtiden, så er en ny stor instruktør født. Ikke nok med, at det er Jordans første instruktion, så er det også en film, der befinder sig i den helt modsatte boldgade af det, vi kender ham for. Jordan har medvirket i utallige komedie- og sketchshows, og han er halvdelen af den populære comedyduo Kay and Peele. Lidt ud af det blå beslutter han sig så for at skrive og instruere en spillefilm, og mod al logik laver han en gyserfilm. Men det viser sig altså, at manden besidder et kæmpe talent, for ’Get Out’ er intet mindre end en fremragende og genial gyserfilm.
En af grundene til, at filmen er så god, er fordi den er meget nytænkende og anderledes, i forhold til hvad man så ofte ser i gysergenren. Hele temaet om racisme og raceforskelle virker helt åndssvagt og malplaceret til at starte med, men det ender med at spille en stor rolle i filmen og være meget relevant. Det er ikke set før, i hvert fald ikke på den her måde, og det er skræmmende, ubehageligt og spændende på samme tid. Derudover er der nogle scener i filmen, som nok vil skræmme livet af de fleste. Der er de klassiske ’jumpscares,’ som alligevel ikke er så klassiske igen. Mange gyserfilm er efterhånden blevet rimelig forudsigelige og klichéagtige, og man kan se et ’jumpscare’ på lang afstand. Men ikke i ’Get Out.’ De kommer snigende og forskrækker dig, når du mindst venter det. Derudover er der nogle scener, der er skræmmende på sin helt egen måde. Det er ikke fordi, man får et chok, men scenerne er bare så intense og nervepirrende, at man bare ikke kan undgå at få hvide knoer på grund af kramper, mens man bare fryser fuldstændig. Alle disse kreative scener kombineret med den generelle intensitet og spændingsopbygning gør filmen til en rigtig god og uhyggelig gyser.
Men det stopper ikke her. For ikke nok med at uhyggen er tilstede, og det er en god gyser, så er det også på alle måde bare en god film. Det er en rigtig god historie og et imponerende manuskript. Det er ikke så ofte, at man ser en gyserfilm som den her, der både er uhyggelig, utrolig velskrevet og med en fuldstændig nytænkende og anderledes idé. Det er fremragende. Man sidder ikke på noget tidspunkt og keder sig. Filmen har en rigtig god fremdrift og et godt tempo, og der bliver hele tiden lagt nye brikker i det samlede puslespil, så man konstant bliver en smule klogere, men stadig får lov til at gætte lidt på, hvad der egentligt foregå. På et tidspunkt midtvejs var jeg sikker på, at jeg havde regnet det hele ud. Jeg tog fejl.
Filmens to hovedrolleindehavere er ikke nogen, man har set forfærdeligt meget til før. De er forholdsvis ukendte, men de gør det fremragende. Det er dejligt at se, at en så god film sagtens kan bliver båret af et par unge skuespillere, der er på vej frem i tilværelsen. Især Daniel Kaluuya, der spiller Chris, gør det rigtig godt.
For at opsummere, så er ’Get Out’ en film, jeg synes man bare SKAL tage i biografen og se. Den er alle pengene værd. Det er på ingen måde verdens mest uhyggelige film, men den har nogle rigtig gode og skræmmende scener, en vanvittig godt historie, og så er den bare nervepirrende hele vejen igennem. Jeg har ikke noget dårligt at sige om ’Get Out.’

Funfact: Instruktøren Jordan Peele blev inspireret til at lave filmen under et af Eddie Murphys standupshows, hvor Eddie Murphy snakkede om at møde sin hvide kærestes forældre.
Premiere: 30. marts
Instruktør: Jordan Peele
Medvirkende: Daniel Kaluuya, Allison Williams, Catherine Keener, Bradley Whitford m.fl.