Af Martin Schmidt Jørgensen

Rigtig mange trailere afslører alt for meget af filmen. De bliver ofte for lange og viser for mange vigtige og spændende scener, som man egentligt kun burde se i filmen. Det er især i gyser- og komediefilmsgenren, at trailerne viser for meget. Ofte indeholder traileren nemlig nogle af de sjoveste eller mest uhyggelige scener fra filmen. De samme scener er så knap så sjove eller uhyggelige, når man ser filmen, og det er jo ikke meningen. Derfor synes jeg, at man så vidt muligt skal undgå at se en trailer til en film, man virkelig glæder sig til. Det kan være med til at gøre filmoplevelsen lidt bedre. Personligt er nogle af mine bedste biografoplevelser nogen, hvor jeg ikke har set traileren, og dermed ikke vidste, hvad filmen handlede om, og hvad jeg skulle forvente mig af den.

En god trailer skal være en kort teaser, der giver et lille stemningsbillede af, hvordan filmen ser ud, og hvad man nogenlunde kan forvente sig af den. Og så ikke mere end det! Jeg synes, traileren til ’Dunkirk’ er et eksempel på en god trailer. Den viser ikke ret meget, og man sidder ikke med kæmpe forventninger til filmen, fordi traileren bare blæste én bagover. Desværre er det bare ikke sådan, man bedst gør reklame for sin film i vores morderne verden. Det gør man ved at lave en trailer, der er så god, at den nærmest hypnotiserer folk til at gå i biografen.Til gengæld er det så på bekostning af den samlede filmoplevelse.

Problemet er jo, at de fleste film er lavet for pengenes skyld. Man har brugt et kæmpe budget og satset stort på det her projekt, og så skal indtægterne selvfølgelig matche. Derfor lægger man mange kræfter i promoveringen, blandt andet ved at lave en trailer, der virkelig sparker røv. For der er nogle trailere, der næsten er bedre end selve filmen. Nogle gange kan en trailer overbevise mig om, at jeg skal se en film, jeg egentlig ikke havde lyst til at se i første omgang. Man tager bare nogle af de spændende, actionfyldte og rørende scener fra filmen, og pludselig har man to til tre minutter af filmens højdepunkter. Så bliver traileren delt, delt og atter delt, fordi den er så god, og alle tænker ”hold da op, den ser spændende ud, den skal vi da ind og se!” På den måde opnår filmen en høj indtjening, og folkene bag er glade.

Desværre deler alle biografgængerne ikke den glæde. Mange ender nemlig med at gå i biografen med kæmpe forventninger, alene på grund af en god trailer, og når det så viser sig, at de vigtige og rørende scener i filmen var dem, man også så i traileren, jamen så bliver man sgu skuffet. For så har filmen pludseligt ikke mere at byde på end selve traileren. Et eksempel er ’Hacksaw Ridge.’ Jeg så traileren til den, da jeg var i biografen for at se en anden film. På det tidspunkt havde jeg ikke hørt om den, men jeg var sgu ikke i tvivl om, at det var en film jeg skulle se, for hold da kæft en trailer! Det lignede sgu en god film. Og det var også en god film, men igen, så ødelagde mine tårnhøje forventninger en smule af oplevelsen. Mange af de scener, der skulle give gåsehud, tårer i øjnene eller lignende, ja dem havde jeg allerede set i traileren. Og så virker det bare ikke lige så godt!

Personligt har jeg virkelig svært ved, at lade være med at se en trailer til en ny film. Det er så fristende at tage et kig for at se, hvad man kan glæde sig til. Desværre kan man ikke vide på forhånd, om det er en trailer, der viser mere, end hvad godt er. Derfor må man jo spørge sig selv: ”Vil jeg helst have en den fulde oplevelse af den her film, når den udkommer, eller vil jeg lade mig friste og tage et smugkig på, hvad filmen drejer sig om, og dermed risikere at få afsløret lidt for meget?”

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om, hvad jeg vil vælge. Alt for mange gange har en trailer delvist ødelagt en film for mig, og jeg forsøger derfor at undgå, at se dem. Det er desværre bare hamrende svært, når man er i biografen minimum to gange om ugen. Men ikke desto mindre prøver jeg. Og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme. En gang imellem får man bare en ekstraordinær filmoplevelse, når man ikke har set, læst eller hørt noget på forhånd. Det skal jo ikke forstås sådan, at trailere leverer spoilere om filmen. Det gør de ikke. Nogle gange viser de bare mere end nødvendigt. Så sætter man forventningerne for højt op, og filmen rammer derfor ikke helt som tiltænkt.

‘Dunkirk’ trailer:

‘Hacksaw Ridge’ trailer: