’Split’ er en film om manden Kevin (James McAvoy), der har 23 forskellige personligheder. Han kidnapper og holder tre piger fanget, men pigerne er nødt til at finde en flugtvej, før Kevin udvikler en 24. personlighed.
Af Martin Schmidt Jørgensen
’Split’ er en film, jeg har set meget frem til, primært fordi det er M. Night Shyamalan, der har instrueret den. Han har tidligere leveret nogle storslåede film, og han er kendt for at skrive historier med et godt plot og en overraskende slutning. Desværre har hans seneste mange film slet ikke levet op til de første i hans karriere, og derfor er han heller ikke en mand, der forventes meget af mere. Og jeg skal være ærlig at sige, at jeg er lige så splittet som filmens hovedperson, når det kommer til at vurdere filmen. Jeg kan ikke finde ud af, om det bare er en udmærket, men meget middelmådig film, eller om det er et rent mesterværk.
Der er ingen tvivl om, at ’Split’ er filmen, der kan vende Shyamalans dårlige stime. ’Split’ er en thriller/gyser med en god og gennemtænkt historie. Den er fin underholdning og rimelig spændende i perioder. Men så kan den heller ikke rigtig mere. Jeg er enig med dem, der siger, at denne film er Shyamalans bedste i mange år, og et comeback for hans vedkommende, men filmen er ikke noget storslået. Som nævnt har den en god historie og et godt tema, men filmen fik mig aldrig helt ud på kanten af sædet. Jeg fik aldrig for alvor pulsen op eller sved i håndfladerne. Der var enkelte scener og sekvenser, der virkelig fangede mig, men den nåede aldrig der til, hvor man nærmest glemmer at trække vejret af bare spænding. Filmen er sådan set underholdende nok, den rammer bare ikke det spændingsniveau, som jeg tror den var tiltænkt.
Det hjælper bestemt heller ikke, at filmen har to plothuller, som ikke er svære at overse. Der er to episoder i filmen, som jeg ikke synes fungerer, fordi de ikke rigtig giver mening, og samtidig er meget afgørende for filmens udfald. Normalt er det ikke noget, jeg for alvor går op i og lægger mærke til, men jeg synes de her to episoder var så tydelige og så afgørende, at jeg ikke kunne lade være med at ærgre mig over det. Heldigvis er det ikke noget, der fuldstændig ødelægger filmen, da den kommer godt og hurtigt videre, men jeg kunne altså ikke undgå at lægge mærke til det lige i øjeblikket.
Ud over filmens gode historie og veltænkte tema, er James McAvoys præstation fremragende. Han spiller en mand med mange forskellige personligheder, og han skifter flere gange personlighed direkte foran kameraet. Han spiller med andre ord mange forskellige roller og skifter meget imellem det. Det er en svær kunst at mestre, men han gør det fremragende og overbevisende. Man er ikke i tvivl om, hvornår han er hvilken personlighed. De tre kidnappede pigers præstationer er derimod ikke noget at råbe hurra for. Tværtimod synes jeg, at to af dem irriterer mere, end de bidrager. De spiller to bange og forvirrede piger, der slet ikke tænker rationelt. Det er alt for stereotypt, og det var utrolig stressende at høre på deres ynk, besværlige åndedræt og skingre stemmer. Det var for meget cliché for mig.
Da filmen havde nået sit klimaks og var ved at trappe ud, var jeg ikke helt tilfreds. Den fik aldrig rigtig mit pis i kog, som jeg havde håbet. Den blev aldrig for alvor spændende, så jeg var sikker på, at den ikke skulle have mere end tre stjerner. Men bedst som jeg troede filmen var slut, og jeg var ved at pakke min hjemmeblandede nøddepose i tasken, gjorde han det igen. Shyamalan gjorde det, som vi kender ham for. Han lavede en slutning, der fuldstændig rev mig omkuld. Filmens sidste 10 sekunder, den sidste scene, den sidste sætning, det allersidste billede fik hårene på mine arme til at rejse sig. Jeg fik gåsehud, og med ét nåede pulsen op på det niveau, jeg havde håbet den ville i løbet af filmen. Selv mens jeg skriver det her og tænker tilbage på slutningen, får jeg helt gåsehud. Alene de sidste ti sekunder i filmen giver den en hel stjerne mere. Den slutning viser, at Shyamalan stadig har det i sig. Den viser, at han er en sand mester og en af de klogeste og dygtigste manuskriptforfattere i hele Hollywood. Jeg vil ikke sige mere om slutningen, for jeg vil naturligvis ikke spoile noget. Jeg har måske endda allerede sagt for meget ved at sige, at slutningen er noget specielt, men det er jeg bare nødt til. Og det er alene på grund af filmens slutning, at jeg bliver i tvivl om, om filmen virkelig er et mesterværk. For den ændrer fuldkommen filmen som helhed, og det er en helt ekstraordinær genialitet af instruktøren, som jeg ikke kan mindes at have set mage. Dog synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at se bort fra, at resten af filmen ikke helt lever op til den geniale slutscene.
Overordnet set er filmen udmærket underholdning, men heller ikke mere end det. Med tanke på filmens genre er det lidt skuffende, at den aldrig opnår et højere spændingsniveau. Men hvis du er fan af M. Night Shyamalan og har set hans andre film, eller bare kan lide et godt plottvist, så kan jeg anbefale at tage ind og se den, alene for den følelse man sidder med efter filmens slutscene.
Funfact: I filmen er en af Kevins personlighedsspaltninger stor fan af Kanye West, hvilket formentlig hænger sammen med, at Kanye West i sin sang ’Through The Wire’ referer til M. Night Shyamalans film Unbreakable med sætningen: ”Unbreakable, what you thought they called med Mr. Glass?”
F for film 