Den danske film ’Under Sandet’ (på engelsk ’Land of Mine’), der er instrueret af Martin Zandvliet, er blandt de fem nominerede til en Oscar i kategorien Bedste Udenlandske film. Det stod klart, efter at alle årets Oscar nominerede klokken 14.20 dansk tid blev offentliggjort. Udover ‘Under Sandet’ er den danske film ‘Silent Nights’ nomineret i kategorien Bedste Kortfilm.

I år var ikke færre end 89 film tilmeldt i kategorien Bedste Udenlandske film, og ’Under Sandet’ klarede sig altså gennem nåleøjet og er nu blandt de sidste fem på opløbsstrækningen. Det betyder, at Danmark igen i år er repræsenteret ved det store Oscarshow. Generelt har danske film gjort det fremragende de seneste år, og vi skal ikke længere tilbage end til 2015, før en dansk film sidst var nomineret. Det var filmen ’Krigen’ af Tobias Lindholm. I 2010 vandt Susanne Bier en Oscar for filmen ’Hævnen.’

Har ’Under Sandet’ en chance? Det tror jeg bestemt, den har. Selvom der er gode film blandt de nominerede, så er der ikke en film, der som ’Son of Saul’ sidste år, er kæmpe favorit. Jeg synes at ’Under Sandet’ er en fremragende film. Den formår i høj grad at vise, hvor brutal krigen var, selv efter den var slut. Den fortæller en sand historie, og der bliver bestemt ikke lagt fingre imellem. Den viser de danske soldaters foragt for tyskerne, og de elendige og livsfarlige forhold for tyskerne, der skulle rydde op på Jyllands vestkyst. Man sidder med en knude i maven og en følelse af ubehag igennem hele filmen, netop fordi den rammer den uhygge og ubehag, som hele historien indeholder. Det er rigtig god underholdning, som man lever sig ind i, så jeg tror bestemt, at den har en chance ved Oscaruddelingen, så der er bestemt noget at glæde sig til.

Samtidig blev der også skrevet historie, da ‘La La Land’ blev nomineret til ikke færre end 14 Oscars. Det er rekord for flest nomineringer nogensinde, som den deler med ‘Titanic’ (1997) og ‘All About Eve’ (1950). Herunder kan du se de nominerede i nogle af de store kategorier:

Bedste film:

  • Arrival
  • La La Land
  • Fences
  • Lion
  • Hacksaw Ridge
  • Manchester by the Sea
  • Hell or High Water
  • Moonlight
  • Hidden Figures

Bedste mandlige hoverolle: 

  • Casey Affleck (Manchester by the Sea)
  • Viggo Mortensen (Captain Fantastic)
  • Andrew Garfield (Hacksaw Ridge)
  • Denzel Washington (Fences)
  • Ryan Gosling (La La Land)

Bedste kvindelige hovedrolle:

  • Isabelle Huppert (Elle)
  • Emma Stone (La La Land)
  • Ruth Negga (Loving)
  • Meryl Streep (Florence Foster Jenkins)
  • Natalie Portman (Jackie)

Bedste Instruktør:

  • Damien Chazelle (La La Land)
  • Kenneth Lonergan (Manchester by the Sea)
  • Mel Gibson (Hacksaw Ridge)
  • Dennis Villeneuve (Arrival)
  • Barry Jenkins (Moonlight)

Bedste udenlandske film:

  • Tanna (Australien)
  • Toni Erdmann (Tyskland)
  • A man called Ove (Sverige)
  • Land of Mine (Danmark)
  • The Salesman (Iran)