‘Manchester by the Sea’ handler om Lee Chandler (Casey Affleck), der efter sin brors død er nødt til at tage sig af sin nevø. Vi følger Lee og hans nevø Patrick i deres nye hverdag, hvor de forsøger at bearbejde sorgen og skabe en ny tilværelse, samtidig med at Lee er nødt til at forholde sig til sin traumatiske fortid.  

Af Martin Schmidt Jørgensen

’Manchester by the Sea’ er en film om det at miste, og en skildring af de udfordringer man møder, når man skal bearbejde sorgen. Lees bror dør, og Lee skal nu tage sig af sin nevø. Det er sådan set det, filmen handler om. Der er ingen store armbevægelser eller en kompliceret historie, der skal udredes. Filmen kunne meget vel være en præcis gengivelse af en sand historie. En meget jordnær og realistisk skildring af sorg, og hvordan man bearbejder den.

Filmens måde at illustrere sorg på er anderledes, end hvad man ellers har set. Normalt i en film ville hovedpersonen bryde helt sammen, ødelægge alt omkring sig i raseri mens tilværelsen med tiden smuldrer fuldstændigt. Men sådan ville det i virkeligheden nok kun være for de færreste. Der er ting, man er nødt til at tage sig af, for livet går videre, og verden udenfor stopper ikke op og venter. Sådan er det også for Lee og Patrick. De skal have deres nye liv sammen til at fungere, men Lee har problemer med at flytte permanent hjem til Patrick, da byen vækker nogle minder til live, som han helst vil glemme.

Kenneth Lonergan er filmens instruktør, og det her er kun hans tredje instruktion af en spillefilm. Til gengæld er det noget af en succes, netop fordi han formår at lave en helt anden slags film om sorg, end hvad man ellers har set. Den er anderledes, den er realistisk, og den er følelsesladet. Jeg tror, at det, der især virker, er, at man som seer kan spejle sig i karaktererne og deres handlinger. Man forstå, hvorfor de gør, som de gør. Man kan relatere til dem, netop fordi man nok selv ville reagere på samme måde. Det rammer hårdt som seer og vækker nogle følelser i én. Og det er naturligvis en kæmpe ros til skuespillerne, at man kan spejle sig i dem. De er nemlig fremragende hver og én, og det er med god grund at Casey Affleck har modtaget så megen ros, som han har. Han er uden tvivl en af favoritterne til en Oscar for den præstation, og selvom jeg endnu ikke har set alle de andre Oscarnominerede, så kan jeg allerede nu sige, at det ikke vil være helt ufortjent, hvis Casey Affleck vinder for Bedste Mandlige Hovedrolle.

En ting, der dog generede mig lidt ved filmen, var, at både Lee og Patrick måske viser for lidt sorg over at have mistet deres bror og far. Især Lee er tydeligvis en mand fyldt med et hav af følelser, der skummer under overfladen, blandt andet også på grund af hans fortid. Han kæmper hårdt for at bevare fatningen og ikke lade følelserne tage over. Det pres mærker man som tilskuer, og det er hårdt, så man håber, at han vil lukke op og lade sin følelser få frit spil. Ville vi ikke alle gøre det i virkeligheden? Eller ville vi kæmpe og undertrykke den trang? Det er nok meget forskelligt fra person til person.

Dog synes jeg ikke Patrick for alvor virker ramt af sin fars død. Han håndterer det lidt for godt og roligt i forhold til, hvad jeg synes er realistisk. Men jeg har ikke prøvet at miste min far, så jeg ved ikke, hvordan det er. Jeg er simpelthen i tvivl om, om deres måde at bearbejde sorgen på bliver et overdrevent forsøg på at være realistisk fra instruktørens side. Jeg har ikke selv mistet, så jeg kan ærligt talt ikke vurdere det.

Alt i alt er det er en meget stærk og følelsesladet film, som jeg sagtens kan anbefale, at man tager ind og ser. Filmen er anderledes, realistisk og virkelighedsnær, ja nærmest så virkelighedsnær, at den kunne være en dokumentar. Jeg tror intentionen fra instruktørens side var, at man som seer på egen krop skulle mærke de ting, som karaktererne gennemgår, hvilket lykkes rigtig godt. Til gengæld er filmen en anelse for lang og kører en smule i ring. Jeg er meget i tvivl om, om den skal have fire eller fem stjerner, men da jeg er i godt humør, får den fem små stjerner.

nocturnal-animals

Funfact: Filmens manuskript var med på 2014 Blacklisten, som er en liste over de bedste manuskripter, der endnu ikke er blevet produceret til en film.