Premiere 5. januar 2017

Nocturnal Animals er et drama om en kvinde, Susan Morrow (Amy Adams), og hendes eksmand Edward Sheffield (Jake Gyllenhaal). En dag modtager Susan et eksemplar af sin eksmands nye bog ’Nocturnal Animals’ og bogens handling påvirker langsomt Susans liv.

Filmen er to sideløbende fortællinger. Den ene fortælling foregår i virkeligheden og handler om Susan og hendes liv, mens den anden er Edwards bog ’Nocturnal Animals,’ en fiktiv historie om en mand ved navn Tony, også spillet af Jake Gyllenhaal. Det er en meget stærk, emotionel og tankevækkende film, og meningen med den kan være svær helt præcist at gennemskue. Da jeg gik ud af biografen, var jeg et stort spørgsmålstegn. Det var svært at regne ud, hvad instruktøren, Tom Ford, gerne ville fortælle, og hvad filmen egentligt handlede om. Efter en del betænkningstid har jeg dog et bud, men det kan jeg ikke fortælle uden at spoile handlingen, så hvis du har set filmen, kan du læse min fortolkning efter anmeldelsen.

Filmen i sig selv er utrolig flot og æstetisk, hvilket næsten giver sig selv, da det er modedesigneren Tom Ford, der har instrueret den. Og selvom det kun er hans anden film, så er der ingen tvivl om, at han har talent for det. Filmen har en dejlig naturlig fremdrift, og selvom tempoet ikke er ret højt, så går tiden alligevel hurtigt. For filmen fanger og vækker nogle følelser i seeren, så men fuldstændig indlever sig i dens univers og lader sig rive med. Det er en film med en rigtig god og velfortalt historie samt fantastisk skuespil.

Selvom filmen har to forskellige handlingsforløb, så hænger disse to sammen. Og for mig var det primært bogen og dens fortælling, der fik mig ud på kanten af sædet flere gange. Især åbningsscenen, som er en meget lang scene, der i den grad opsluger seeren og efterlader én med en knude i maven og en klump i halsen. Og det er det, som filmen vinder på. Følelserne. Alle scener i filmen er meget virkelighedsnære og meget emotionelle, og som tilskuer er det nemt at sætte sig i karakterernes sted og føle det, de går igennem. Det formår Tom Ford at gøre uden de stor virkemidler. Der bliver ikke brugt vilde effekter, ekstrem kameraføring eller overdreven musik. I stedet laver han nogle lange scener og sekvenser med nærbilleder af skuespillerne og deres ansigtsudtryk. Det lyder ganske kedeligt, og det kunne det også have været, hvis ikke det var for et fremragende stykke skuespil og en følelsesmæssig stærk historie.

Lad os derfor lige dvæle ved skuespillet, for det er noget, der især trækker den her film op. Filmens karakterer er meget i fokus, og deres reaktioner bliver filmet meget nært, så vi får lov til at aflæse deres tanker og følelser. Det er risikofyldt, for hvis det ikke virker overbevisende, køber vi den ikke som seere. Omvendt så har det en stærk effekt, når det lykkes, og det gør det her. Jeg vil gerne indrømme, at jeg er kæmpe fan af Jake Gyllenhaal. Jeg synes, han er ekstremt dygtig og alsidig, og han spiller også rigtig godt i den her. Undervejs er man flere gange både vred på ham og ked af det på hans vegne, og det er cadeau til hans skuespil. Men jeg synes Amy Adams overgår ham. Hun spiller en meget speciel karakter, der ikke viser mange følelser, men som under overfladen er fyldt med selvsamme. Det kommer bare aldrig frem, og hvordan dælen spiller man lige det? Ja jeg ved det ikke, men hun formår i hvert fald at gøre det, så det virker fuldkommen troværdigt. Og det er ikke kun de to hovedrolleindehavere, der spiller godt. Alle de medvirkende er med til at give den her film sit helt eget udtryk.

Hvis jeg skal sige noget negativt om filmen, så er det, at sammenhængen mellem de to historier, og meningen med hele filmen, er svær lige at regne ud. Der bliver lagt små ledetråde undervejs, som er nemme at overse, og for de fleste er det aldrig rart, at en film slutter, uden man har forstået den til fulde. Det er ofte spændende at blive udfordret til at tænke selv, men jeg synes gerne, at Tom Ford måtte tage seeren lidt mere i hånden, så man fuldt ud forstår, hvad det hele handler om, for det fortjener filmen.

For at opsummere, så kan jeg varmt anbefale at tage i biografen og se den. Det er en stærk og emotionel oplevelse, som virkelig sætter tankerne i gang. Det er ikke nogen tempofyldt film, men det er en er velfortalt historie med rigtig godt skuespil. Vær forberedt på måske lige at bruge et øjeblik efter filmen på at analysere den for at forstå præcist, hvad den handler om.

nocturnal-animals

Funfact: Ikke et eneste Tom Ford produkt indgår i filmen. Tom Ford overlod alt angående kostumer til kostumedesigneren, da han ikke ville bruge filmen som reklame.

Fortolkning

***Spoiler***

Hvordan skal slutningen forstås? Da jeg gik ud af biografen, vidste jeg det ikke, og jeg brugte lang tid på at tænke over det, før jeg fandt et muligt bud. Del gerne din mening på facebook, hvis du er enig/uenig eller har noget at tilføje.

Jeg forstår slutningen, og dermed hele filmen, således, at det hele handler om hævn. At Edward aldrig møder op på restauranten, er hans hævn mod Susan for at forlade ham og abortere deres barn. Det går også op for Susan, mens hun sidder der. I et kort øjeblik smiler hun, og det ser ud som om alle brikkerne falder på plads. Bogen var Edwards måde at vinde hende tilbage på, hans måde at vise hende, hvor nemt hun lader sig styre af sine følelser, hans måde at vise, at han er kommet videre, samtidig med at han får sin hævn.

Bogens historie har en stor effekt på Susan af to årsager. Den ene er, at hun ved, at bogen handler om hende, og symboliserer det, hun gjorde mod Edward. Det begynder hun langsomt at angre. Tony og Edward er på sin vis samme person, og de mister begge deres kone og barn. Tony vil have hævn over de personer, der slog dem ihjel, og Edward vil også have hævn. Men hans hævn er rettet mod Susan, for det var hende, der forlod ham og aborterede deres barn.

Den anden årsag til, at bogen har en stor effekt på Susan, er Edwards udvikling som kunstner. I et flashback siger hun til Edward, at han ikke skal skrive om sig selv, fordi det er kedeligt. Det gør han alligevel i sin nye bog, men denne gang er det så flot og kunstnerisk, at man ikke ved, at det er hans egen historie, han bare omskriver til fiktion. Det ved Susan, og det rører hende. På den måde vinder han hende langsomt tilbage som bogen skrider frem, og hun vil gerne gøre det hele godt igen. Desværre ved hun bare ikke, at Edward ikke ønsker at finde sammen igen. Han vil bare have hævn. Det finder Susan først ud af, da hun sidder på restauranten, og vi ser, at det hele går op for hende. Tre sekunder efter slutter filmen.

For mig giver det god mening, at slutningen bare handler om hævn, for Edwards bog handler også om hævn. Den handler om Tonys kamp for at hævne sin dræbte kone og datter. Der er altså to separate hævntogter i filmen. Og det, som Tom Ford blandt andet også vil vise, er, at hævn er noget helt andet i virkeligheden end på film. I bogen handler det om at straffe, skade, mishandle eller dræbe den, der har gjort én ondt. Det er sådan Tony får hævn. Men i den virkelige verden er hævn noget helt andet. Det er meget sjældent, at hævn vil være noget fysisk skadeligt. Det viser Tom Ford tydeligt ved, at Edwards hævn blot er at ydmyge Susan, ved at lade hende sidde alene på en dyr restaurant i sit fineste puds.

Undervejs i filmen er der også nogle ting, der peger henimod, at det hele bare er en klassisk hævnhistorie, og et af de mest tydelige eksempler er maleriet, hvor der bare står ’revenge.’ Susan har slet ikke registreret billedet, som har hængt der hele tiden, ligesom hun ikke opdager, at bogen bare er et forsøg på hævn.