Kalenderen skriver 2017, og det betyder farvel til et fremragende filmår. Men frygt ej, for vi har mere godt i vente i det kommende, så lad os kigge på noget af det, vi kan glæde os til i 2017. Nedenstående film er blot nogle af dem, jeg ser mest frem til, men der er selvfølgelig meget mere på programmet.
‘Manchester by the Sea’ – Premiere 19. januar
Kenneth Lonergan har siden 2000 lavet tre film, og den tredje er den her; Manchester by the Sea. Og hold da op hvor har den været meget i vælten på det seneste. Kæmpe roser og en karakter på 8,5 på IMDb indtil videre. Filmen har Casey Affleck i hovedrollen, og han er allerede blevet spået som en af favoritterne til en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle. En film, jeg glæder mig rigtig meget til at se.
’Silence’ – Premiere 26. januar
Blot en uge senere har endnu en mulig Oscar basker og en længe ventet film premiere. Det er ’Silence’ af ingen ringere en Martin Scorsese. Uden tvivl en af de største og bedste instruktører nogensinde. Filmen har blandt andre Liam Neeson og Andrew Garfield på rollelisten, og sidstnævnte har vi for nyligt set i en fremragende præstation i Hacksaw Ridge. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skal forvente af ’Silence,’ men jeg ser i den grad frem til den og håber, at det bliver endnu en storfilm af Scorsese.
’Split’ – Premiere 26. januar
Samme dag har endnu en film premiere, men den er nok ikke lige så ventet, som ’Silence.’ Alligevel er det en, jeg ser meget frem til. Det er filmen ’Split’ af selvest M. Night Shyamalan. Ja, du hørte rigtigt. Shyamalan er tilbage, og det vækker måske et lille smil på læben hos de fleste. Instruktøren har med rette være udskældt for nogle mildest talt elendige film. Især hans totale fuck-up af en ellers god historie, ’The last Airbender.’ Men nu er han tilbage, og denne gang med en thriller/gyser, der har vist gode tegn. Han returnerer til den genre, der gav ham succes i sine tidlige år med film som ’Den sjette sans’ og ’Signs.’ Måske er der et comeback her? Jeg håber det, for jeg er stor fan af hans tidlige film, og jeg synes, at selv nogle af hans mindre anerkendte film havde gode tanker og idéer bag sig.
’John Wick Chapter 2’ – Premiere 9. februar
Hvis denne film bare lever nogenlunde op til den første, så skal den nok blive en succes. Man ser desværre ofte, at en efterfølger ikke lever op til succesen fra den foregående, men uanset er det en film, jeg glæder mig til. Plakaten er i hvert fald god, så det er da et godt tegn.
’Moonlight’ – Premiere 9. februar
’Moonlight’ er endnu en film med mulighed for at vinde Oscarpriser. Filmen er instrueret af Barry Jenkins og er hans første spillefilm, hvilket altså tyder på noget af en debut. Filmen har allerede modtaget fremragende anmeldelser og store roser. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved så meget om den, men mon ikke der er noget godt i vente.
’La la land’ – Premiere 23. februar
Filmen har premiere kort inden Oscaruddelingen, og igen er det en af film, der forventes at kæmpe med om mange Oscarstatuetter. Den har muligvis endda potentiale til at blive topscorer. I hvert fald er den strøget direkte ind som nummer 27 på IMDb’s liste over bedste film, og den har blæst anmeldere og tilskuere bagover. Instruktøren er Damien Chazelle, og det er kun hans tredje film som instruktør. Hans seneste instruktion var ’Whiplash,’ så hvis han fortsætter i samme spor, kan der ikke herske tvivl om, at han har en stor fremtid foran sig.
’Logan’ – Premiere 2. marts
’Logan’ er den sidste film om Wolverine i en serie af mange. ’X-men’ filmene og filmene om Wolverine har overordnet set være store succeser, nogle bedre end andre. Personligt kan jeg godt lide dem, så jeg ser frem til endnu en. Mon ikke de slutter af med manér og giver os noget storslået. Det er i hvert fald den fornemmelse jeg sidder med, så jeg glæder mig til premieren.
’Alien: Covenant’ – Premiere 18. maj
Den 18. maj bliver en rigtig stor dag for mange Science-Fiction elskere. ’Alien: Covenant’ har premiere, og igen er det med Ridley Scott som instruktør. Han vender tilbage med endnu en film om 70’erne og 80’ernes mest frygtindgydende filmmonster, og i modsætning til hans seneste forsøg, ’Prometheus,’ så tyder det på, at denne bliver en succes. Måske ikke så stor som den første film, men hvis bare den kommer deropad, tror jeg mange fans vil blive rigtig tilfredse, inklusive mig selv.
’Dunkirk’ – Premiere 19. juli
Den sidste film jeg vil fremhæve her, er måske en af årets mest ventede film overhovedet. Det er i hvert fald en mine mest ventede, og det skyldes udelukkende instruktøren. Christopher Nolan er tilbage med filmen ’Dunkirk,’ der har premiere i danske biografer den 19. juli. Jeg er kæmpe fan af Nolans film, som så mange andre. Han rammer plet næsten hver gang, og hans film besidder en storslåethed, som ingen andre instruktører helt formår at ramme. Den her film bliver noget lidt andet, end hvad han ellers har lavet førhen, og spørgsmålet er så, om han kan levere samme høje standard i en film om 2. verdenskrig? Jeg håber det inderligt, for så tror jeg på, at det kunne gå hen og blive årets film.
Udover alle de ovennævnte film har endnu en stor instruktør måske premiere med en ny film i 2017. Sammen med Scorsese og Nolan er han en af mine absolutte favoritter. Jeg taler selvfølgelig om David Fincher, der angiveligt skulle være instruktør på World War Z 2. Ja, du læste rigtigt, World War Z 2. For mig var det en kæmpe overraskelse, men en positiv en. World War Z var nemlig en film, der fuldstændig tog mig på sengen. En overraskende god og utroligt spændende film. Og det kan jo næsten kun blive bedre med David Fincher som instruktør. Dog er intet bekræftet endnu, og filmen har ikke fået nogen premieredato. Men ifølge IMDb skulle den altså have premiere i 2017 med David Fincher som instruktør.
Inden vi lukker og slukker fuldstændigt vil jeg bare lige opremse nogle af de film, man også kan se frem til i løbet af det næste års tid:
Train to Busan – Premiere 12. Januar
Underverden – Premiere 19. Januar
Hidden Figures – Premiere 26. Januar
Alle for tre – Premiere 2. februar
Gold – Premiere 23. Februar
Operation Avalance – Premiere 23. Februar
T2: Trainspotting – Premiere 2. Marts
Kong: Skull Island – Premiere 9. marts
Life – Premiere 23. Marts
Ghost in the shell – Premiere 6. april
Fast & Furious 8 – Premiere 13. April
Guardians of the Galaxy Vol. 2 – Premiere 4. maj
Pirates of the Carribean: Dead Men Tell No Tales – Premiere 24. maj
Spiderman: Homecoming – Premiere 6. juli
Abernes Planet: Opgøret – Premiere 13. juli
IT – Premiere 7. September
Blade Runner 2 – Premiere 5. Oktober
God Particle – Premiere 30. Novmber
Stronger – Premiere 30. November