Premiere 5. januar 2017
Michael Fassbender har hovedrollen i denne filmatisering af computerspillet af samme navn. Han spiller en mand ved navn Calum Lynch, der er en slægtning til Aguilar, et medlem af broderskabet Assassin’s Creed. Aguilar levede i 1400-tallets Spanien, og Calum Lynch får adgang til Aguilars minder ved hjælp af en maskine opfundet af videnskabskvinden Sofia Rikkin, spillet af Marion Cotillard.
Det er flere gang blevet prøvet. At lave et computerspil om til film. Men indtil videre har det været uden den store succes. Det er åbenbart sværere end som så, men med Assassin’s Creed synes jeg, det lykkes. Filmen er ikke noget mesterværk, men den er ikke desto mindre en god og indtil nu den bedste filmatisering af et spil, selvom anmelderne langt fra har været begejstret.
Undervejs i filmen følger vi henholdsvis Calum Lynch i nutiden og Aguilar i 1400-tallet. Nu er det mange år siden, jeg har spillet Assassin’s Creed, men så vidt jeg husker, foregår 90 pct. af spillet i fortiden. Sådan er fordelingen ikke i filmen. Faktisk vil jeg skyde på, at mere end halvdelen af filmen foregår i nutiden. På det punkt adskiller den sig klart fra spillet, men jeg synes, at det er årsagen til, at den er rimelig vellykket. Det giver noget tyngde, at filmens bærende historie foregår i vores nutidige verden, og man fornemmer bedre, at der er noget på spil for karaktererne. På den måde bliver de to tidsperioder også bundet sammen, så det giver mening.
Filmens sekvenser i 1400-tallets Spanien er meget flot filmet. De smukke billeder og den måde, det er filmet på, er en oplevelse i sig selv. Derudover er miljøet og omgivelserne godt skildret, og man tror på, at vi befinder os midt i den spanske inkvisition i 1400-tallet. Til gengæld synes jeg ikke, at Aguilar og de andre snigmordere/assassiner, er lige så mystiske og frygtindgydende som i spillet. Men det er først her bagefter, hvor jeg genspiller filmen i hovedet, at jeg kommer til at tænke på det. Under filmen overskygges det til dels af et smukt sceneri, nogle intense kampscener og medrivende parkour over de spanske hustage.
De to hovedroller spillet af Michael Fassbender og Marion Cotillard giver filmen et lille løft. Begge har bevist sig som store skuespillere i tidligere film, og derfor mener mange anmeldere også, at de to er for højt castet og blot et forsøg på at give filmen noget omtale, den ikke fortjener. Men jeg er ikke enig. Ingen tvivl om, at man kunne have givet et par unge, mindre kendte skuespillere chancen, men Michael Fassbender passer rigtig godt til den her rolle, og han er som altid overbevisende og troværdig i sit skuespil.
Selvom jeg indtil videre har været overvejende rosende, så er der nogle ting, som trækker ned i den samlede vurdering. Det er især den overordnede historie, jeg ikke køber helt. Målet med det hele og det, som det ender med, synes jeg ikke lever op til filmens skuespil, smukke fotografi og flotte sceneri. Historien virker generelt en smule for tynd, og der er også små brikker i puslespillet, der bliver lagt forkert undervejs. Små scener og dialoger, der forvirrer mere end de gavner. Men jeg tror ikke, at det skyldes dårlig instruktion. Det er nok i højere grad et resultat af dårligt manuskriptskrivning. Instruktøren, Justin Kurzel, er forholdsvis ny på den store scene, og har ikke mange film i bagagen, men med tanke på, hvordan han forløser en så svær opgave som denne, så tror jeg på, at vi nok skal komme til at se mere til ham i fremtiden.
For at sammenfatte, så vil jeg sige, at Assassin’s Creed er en film, man sagtens kan tage i biografen og se. Den er underholdende og seværdig. Det er ikke nogen storslået film, men den er et skridt i den rigtige retning, når det kommer til filmatisering af computerspil. Jeg har svært ved at vurdere, om en hardcore fan af spillet vil være tilfreds, for som sagt foregår meget af filmen i vores nutidige verden. Men hvis man ikke har de store forventninger, som jeg, kan man roligt smide 80 kroner plus det løse for en tur i biografen.

Funfact: Filmen indeholder det højeste frie fald udført af en stuntmand i næsten 35 år. Et fald på 38 meter varende næsten 3 sekunder.